|
I 2010 nåede vores F&U indsats op på 120 mandeår, hvilket svarer til en fordobling gennem de seneste 5 år. Vi har valgt at beskrive nogle få resultater, der på bedste måde viser dybden og effekten af vores aktiviteter.
Genanvendelse af spildevand til drikkevand
DHI er koordinator på FP7 projektet NATIOMEM. Hovedformålet er at udvikle en TiON beklædt fotokatalytisk membran, som kan indgå i en ny renseteknologi. Den anvender solens stråling til at rense overfladevand og spildevand til drikkevand. Projektet har deltagelse af bl.a. universiteter i Israel, Frankrig og England samt en mindre dansk virksomhed.
Klimatilpasning til beskyttelse af kyster
DHI har ansvar for et forskningsprojekt under Det Strategiske Forskningsråd, hvis hovedformål er at udvikle forbedrede kystbeskyttelsesmetoder baseret på nye, avancerede koncepter og computermodeller, der kan anvendes til at simulere klit- og digegennembrud og langtidsmorfologiske ændringer som følge af vandstandsstigning i havene og ændringerne i stormmønstrene for kystområderne.
Denne animation viser, at en hul i en revle tæt på kysten forøger risikoen for oversvømmelse af diget foran revlehullet. Modellen kan benyttes til at forudsige risikoen for oversvømmelse og til at få målrettet den forebyggende indsats på en omkostningseffektiv måde.
|
|
Kontrol med ekstreme klimatiske forhold
DHI deltager i det danske klimaforskningscenter Centre for Regional Change in the Earth System (CRES), som arbejder med at levere ny viden om klimaet og operationelle tilpasningsstrategier. Centret har et samlet budget på 40 mio. DKK og DHI bidrager via GTS-resultatkontrakten med at udvikle nye metoder og koncepter for statistisk nedskalering af globale klimascenarier og for usikkerhedsvurdering.
Kombineret flow- og sedimentmåler
Et kombineret flow- og sedimentmåler
Vandindustrien mangler i øjeblikket pålidelige og præcise flow- og sediment målere, der dels er nemme at anvende og samtidig er vedligeholdelsesfrie. I samarbejde med HydroVision og med støtte fra Singapores udviklingsprogram for vand og miljø, udvikler DHI en hybrid akustisk flow- og sedimentmåler til anvendelse inden for vandforsyning, vandbehandling, kraftværker og fødevareindustri.
|